Frikvarter til pårørende
Nærvær og Omsorg
Hvis du er ægtefælle eller samlevende med et menneske med demens, har du mulighed for at få tilknyttet en frivillig, der kommer og har givende samvær med din partner, mens du lader batterierne op.
Demensvenner giver nærvær og tryghed
Vores dedikerede frivillige giver ”Frikvarter til pårørende” til dig, som passer et menneske med demenssygdom i eget hjem. Din pårørende får nogle gode timer og oplevelser sammen med den frivillige "demensven", mens du får mulighed for at tanke ny næring til en krævende hverdag.
Demensvennen sørger for at give nærvær og tryghed, så både du og din pårørende har en god og oplevelse med at være adskilt nogle timer engang imellem. På den måde hjælper vores frivillige begge parter med at få lidt adspredelse og nye indtryk.
Hvordan foregår det?
Den demensven, som er tilknyttet ”Frikvarter til pårørende”, vil komme på besøg i jeres hjem og være sammen med din pårørende nogle timer typisk hver anden uge, mens du kan tage et lille pusterum uden ansvar.
Vores frivillige demensvenner kan måske skabe rammerne for en hyggelig snak om gamle dage eller det, som rører sig i omverdenen, måske spille et genkendeligt spil, høre musik, lave håndarbejde eller læse højt sammen med din pårørende.
Det kan også være, det giver mening at tage en tur ud af huset, på havevandring, ud på en lille gåtur og opleve naturen og årstidernes skiften eller måske en køretur i bil ud i det blå.
I fællesskab med med dig og din pårørende finder vi ud af, hvad der vil være meningsfuldt og givende for alle parter.
Tilbuddet er til dig, som...
lever sammen med et menneske med demens, og som har brug for et frikvarter fra ansvar og sygdom indimellem, så du kan tanke ny energi og passe godt på dig selv.