Henter indhold...




Alder



Sorggrupper for store børn og teenagere (10-17 år)

Skyggebørn


Vi taler knuder væk og gør børn og unge trygge i sorgen.

Skyggebørn er sorggrupper for børn og unge, som har mistet én, der står dem nær – fx mor eller far. Sorggrupperne er også for børn, der har kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet. Der er ingen udløbsdato på ubearbejdet sorg – tankerne kan være de samme, uanset hvor lang tid der går. Derfor er alle sorgramte børn og unge velkomne.

Sorggrupper for store børn og teenagere
Når mor eller far dør, eller når sygdom og død kommer alt for tæt ind på livet, stopper barndommen med at være sorgløs. De store børn i sorg oplever følelser, de ikke kender til, og som er svære at være i. Men følelserne kan forløses med samtale.

Skyggebørn er skabt for at give de ramte et gratis, åbent og tidsubegrænset rum, hvor der tales højt om de emner, der fylder. Her mødes ligesindede i grupper, som faciliteres af gruppeledere med børnefaglig baggrund eller egne oplevelser med sorg.

I Aalborg har vi sorggrupper for store børn og teenagere:
Teenagegruppe 1 mødes torsdag kl. 17.00-20.30 i lige uger.

Teenagegruppe 2 mødes tirsdag kl. 17.00-20.30 i lige uger.

Teenagegruppe 3 mødes mandag kl. 17.00-20.30 i ulige uger.

Teenagegruppe 4 mødes onsdag kl. 17.00-20.30 i lige uger.

Teenagegruppe 5 mødes torsdag kl. 17.00-20.30 i ulige uger.

Teenagegruppe 6 mødes tirsdag kl. 17.00-20.30 i ulige uger.

Et møde i sorggrupperne for de 10-17-årige varer 3,5 time.

Vi starter med at lave aftensmad i fællesskab og spiser sammen, inden vi starter selve gruppesamtalen. Timerne i køkkenet er mindst lige så vigtige for teenagegruppen som resten af mødet. Det er her, vi lærer hinanden bedre at kende – og hygger os, mens vi forbereder maden og spiser. For nogle af de børn, der synes det er lidt grænseoverskridende at sidde og tale om sine følelser foran andre, er det netop i køkkenet, der skabes tillid og tryghed.

Efter vi har spist begynder gruppesamtalen, der varer i ca. to timer. Sorg kan ikke sættes på formel, så vi har hverken en bestemt rækkefølge eller faste temaer, vi skal igennem. Det er børnene, der bestemmer, hvad vi skal tale om. Det kan fx være fars nye kæreste, følelsen af uretfærdighed, frygten for, at den forælder der er tilbage også skal dø – eller hvad det nu er, der fylder.

Vi taler om følelser, oplevelser og hverdag. Vi griner og vi græder sammen med børnene.


Tilbuddet er til dig, som...

...er mellem 10-17 år og har mistet én som står dig nær eller har kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet.


Aktiviteter

Fandt du ikke det du søgte, eller opdagede du fejl ved et opslag?

Skriv til os
Kontakt os

Socialkompas i Aalborg Kommune administreres af De Frivilliges Hus - Aalborg

De Frivilliges Hus - Aalborg Aalborg Kommune
Top